Kinas rolle i verden
På få årtier er landet gået fra udviklingsland til global stormagt. Økonomien og samfundet har ændret sig markant, mens det kommunistiske et-parti system består og kun strammer kontrollen i disse år. På den internationale scene agerer Kina mere proaktivt med et væld af nye globale initiativer i multilaterale fora, mens opbakningen til Rusland fastholdes, relationerne til det globale syd styrkes og presset på Taiwan øges – alt imens Kinas udfordring af USA’s globale dominans tager til.
Camilla Tenna Nørup Sørensen dykker ned i Kinas stormagtsambitioner og de geopolitiske forskydninger, der følger med, og giver til sidst sit bud på, hvad det betyder for os som investorer. Camilla er ph.d. i statskundskab og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, hvor hun forsker i international politik og sikkerhed med særligt fokus på Kina og Østasien.
I anden del af arrangementet er fokus på Kinas energisystem og energipolitik. Kina investerer massivt i sol, vind og atomkraft, men er stadig verdens største forbruger af kul. Energipolitikken balancerer mellem grøn omstilling, forsyningssikkerhed og økonomisk vækst – med stor betydning for både klimaet og globale markeder.
Kaare Sandholt giver et indblik i Kinas energistrategi og de teknologiske spring, der former fremtiden. Kaare er civilingeniør og har siden 2011 været rådgiver for Energy Research Institute, en tænketank under Kinas energiadministration, der hjælper de kinesiske myndigheder om omlægningen til grøn energi. Han har tidligere været partner i EA Energianalyse, arbejdet i Energistyrelsen, elsektoren og han er en af de mest erfarne danske eksperter i Kinas energipolitik og grønne omstilling.