• Institut for menneskerettigheder

  • Tommy Ahlers, iværksætter, grøn investor og formand i Concito

  • Sebastian H. Mernild, Professor, PhD, D.Sc. Head of SDU Climate Cluster, Syddansk Universitet.

Læs indstillingerne nederst. Vinderen vil blive offentliggjort på Finansforeningens Nytårsmiddag d. 19. marts 2026. Se mere her 

Prisen gives for at anerkende en person, organisation eller virksomhed, som har skabt bæredygtige og/eller innovative fremskridt inden for ESG. Med prisen ønsker Dansif og Finansforeningen at sætte spotlight på, hvordan den finansielle sektor kan bidrage til bæredygtig omstilling gennem ansvarlige investeringer.

Krav og bedømmelseskriterier:

Kandidaterne skal være en/et:
– Kapitalforvalter
– Investor
– Fond
– Analyseinstitution
– Forsknings- og/eller uddannelsesinstitution
– Forening
– Person

De indstillede kandidater, som skal være hjemmehørende i Danmark, er indstillet i forhold til følgende kriterier:
– Fremme af bæredygtighedshensyn inden for investeringer, investeringsprodukter eller analyse
– Innovative fremskridt eller særligt nyskabende tiltag eller bidrag inden for ESG
– Fremme af samarbejde/dialog imellem forskellige interessenter
– Tiltag, der forbedrer mulighederne for at få investerings- og bæredygtighedshensyn til at gå hånd i hånd

Udvælgelseskomité: Dansifs bestyrelse

Dommerkomité:
– Mikael Bek, forperson i Dansif
– Sanne Fredenslund, formand i Finansforeningen / CFA Society Denmark
– Michael Albrechtslund, adm. direktør i Finansforeningen / CFA Society Denmark

Udvælgelseskomiteen har indstillet følgende 3 kandidater til at modtage Finansforeningens ESG-Pris 2025, sponsoreret af Dansif:

Institut for menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder indstilles for deres vedholdende og fagligt stærke indsats med at omsætte UN Guiding Principles on Business and Human Rights fra overordnede internationale standarder til konkret, anvendelig praksis for investorer. Instituttet har bidraget væsentligt til at gøre menneskerettighedsarbejdet operationelt i en investeringskontekst gennem udvikling af praktiske værktøjer, tematiske analyser og strukturerede vurderingsrammer. Deres arbejde har understøttet, at pensionskasser, kapitalforvaltere og andre institutionelle investorer i højere grad arbejder systematisk med at identificere, prioritere og håndtere risici for negative menneskerettighedspåvirkninger i både due diligence-processer og det løbende ejerskab.
Det seneste eksempel på denne indsats er publikationen ”Documenting Respect for Human Rights in the Financial Sector 2025”, hvor Instituttet analyserer, hvordan større finansielle aktører i Danmark beskriver og dokumenterer deres arbejde med menneskerettigheder. Publikationen giver et sammenligneligt overblik over sektorens praksis og tydeliggør, hvor der fortsat er behov for større klarhed og konsistens i arbejdet med due diligence efter UN Guiding Principles on Business and Human Rights. Den fungerer dermed som et fagligt referencepunkt for investorer, der ønsker at styrke kvaliteten og gennemsigtigheden i deres egen tilgang.
Gennem deres analyser og værktøjer har instituttet bidraget til øget transparens om sektorens modenhed og skabt et solidt grundlag for videre udvikling

Tommy Ahlers, iværksætter, grøn investor og formand i Concito

Tommy Ahlers har gennem de seneste mange år markeret sig som en af Danmarks mest visionære og handlekraftige aktører inden for klimadagsordenen. Med en unik kombination af politisk erfaring, iværksætterånd og strategisk investeringskompetence har han inspireret in en ny generation af investorer og iværksættere til at se den grønne omstilling som en mulighed for både innovation og impact.
Tommy Ahlers har i over et årti været en gæsteforelæser på DTU, og i 2023 blev han udnævnt til adjungeret professor med fokus på at bygge bro mellem forskning og erhvervsliv. Han har også været initiativtager til masterclasses i grøn teknologi og sidder i advisory board for DTU Entrepreneurship, hvor han bruger sin stemme som tidligere minister og iværksætter til at åbne dørene for flere samarbejder og iværksætterinitiativer. Han er særligt optaget af, hvordan man får flere forskere til at starte virksomheder, og hvordan DTU’s teknologiske potentiale kan blive mere synligt for investorer og erhvervsliv, til gavn for klima og samfund.
Tommy Ahlers har været en markant offentlig stemme i debatten om, hvordan den grønne omstilling ikke blot er en moralsk nødvendighed, men også et enormt forretningspotentiale. Han har slået et slag for, at mulighederne i den grønne omstilling “bliver større end internettet”, og at vi som samfund skal skabe “klimamilliardærer”. Disse budskaber har bidraget til at flytte klimaarbejdet fra idealisme til investeringsstrategi og gjort det legitimt og attraktivt at tjene penge på klima og bæredygtighed. Med stor åbenhed og personlig refleksion formidler han, hvordan iværksættere kan tage ansvar og bidrage til klima og biodiversitet, og hvordan vi som samfund bør støtte dem i denne ambition.
Som formand for den grønne tænketank CONCITO har Ahlers også spillet en central rolle i at bygge bro mellem erhvervslivets realiteter og de nødvendige politiske beslutninger, særligt i debatten om en CO₂-afgift på landbruget. Et af hans strategisk vigtige indsatsområder for tæn-ketanken er er at formå at bringe innovation og erhvervsforståelse ind i klimadagsordenen og styrke tænketankens rolle som videnspartner i den grønne trepart, hvilket indtil videre er lyk-kes.
Afslutningsvist sætter Tommy Ahlers også sine penge bag sine principper. Med Look Up Ven-tures og senere som partner i Giant Ventures har han satset på forskningstunge og teknologisk komplekse løsninger, fx CO₂-fangst, kunstigt kød og intelligente energisystemer. Han har væ-ret en af de få investorer i Danmark, der åbent har talt for at tage teknologisk risiko frem for kun kommerciel risiko. Det er en tilgang, der er afgørende for at få de mest transformative klima- og bæredygtighedsløsninger ud af laboratorierne og ind i virkeligheden.

Sebastian H. Mernild, Professor, PhD, D.Sc. Head of SDU Climate Cluster, Syddansk Universitet.

Sebastian Mernild indstilles til Dansifs ESG-pris for sit mangeårige, banebrydende arbejde med at dokumentere og formidle klimaforandringer. I over 20 år har Mernild været en af Danmarks mest fremtrædende klimaeksperter og bidraget væsentligt til vores viden om, hvordan mennesker påvirker klimaet globalt.Han er uddannet klimatolog fra Københavns Universitet og har både en ph.d. og doktorgrad (dr.scient). Gennem sin internationale forskerkarriere har han arbejdet i blandt andet USA, Chile og Norge, herunder på Los Alamos National Laboratory og som leder af Nansen centeret i Bergen. I dag er han leder af SDU Climate Cluster (Syddansk Universitet).
Hans forskning har omhandlet områder som smeltning af indlandsis og gletsjere, havniveauets udvikling, klimamodeller og ændringer i vandkredsløbet på jorden
Han har været hovedforfatter og bidragsyder til flere af IPCC’s rapporter (FN’s klimapanel), som danner grundlag for globale klimaforhandlinger og politiske beslutninger.
Mernild udmærker sig især ved, at han har bragt klimavidenskaben ud til offentligheden i Danmark. Han har ofte udtalt sig i medierne, og på en klar og engageret måde, forklaret klimakrisens udfordringer og betydning for både borgere og beslutningstagere.
Hans evne til at formidle blev anerkendt med DR’s Rosenkjærpris, som gives til dem, der gør videnskab tilgængelig for alle. Med sit stærke faglige grundlag og sin tydelige kommunikation har Mernild skabt øget forståelse og handlingslyst i en tid, hvor klimaforandringer kræver alles engagement.
Sebastian Mernilds arbejde har dannet et solidt grundlag for grøn omstilling og klimatilpasning, både nationalt og internationalt. Hans forskning er ikke kun akademisk relevant, men også vigtig for samfundet og handlingsorienteret.