Den 27. april 2021 vandt Klimarådet Finansforeningens ESG-Pris 2020, sponsoreret af Dansif. Prisen blev uddelt i forlængelse af Dansifs Generalforsamling 2021 af Dansifs næstformand Charlotte Mansson. Peter Møllgaard, formand for Klimarådet, modtog prisen på vegne af Klimarådet.

Klimarådet var indstillet til prisen for deres vægtige rapporter om klima og samfundsøkonomi. Klimarådet var én af tre finalister, og udover Klimarådet var Copenhagen Business School (CBS) nomineret for oprettelsen af ESG Minor på CBS i 2020, og The Climate Investment Coalition var nomineret for mobilisering af grøn investeringskapital og klimafortalerarbejde.

”Klimarådets anbefalinger er både konkrete og målbare og hviler på et solidt fagligt grundlag, som kombinerer teori og praksis. Klimarådet bidrager dermed til at skabe klarhed om, hvad der rent faktisk virker, og hvad der lyder som nemme løsninger, men som i praksis ikke bidrager til målbare klimaløsninger,” udtaler Charlotte Mansson, næstformand i Dansif.

I indstillingen af Klimarådet står der:
Klimarådet blev etableret med Klimaloven i 2014 (senere ændret i 2020) og er ”et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske på en omkostningseffektiv måde, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde velfærd og udvikling”.

Rådet be­skæf­ti­ger sig med alle aspek­ter af om­stil­lin­gen til et kli­ma­neut­ralt sam­fund: ener­gi, byg­nin­ger, trans­port, land­brug, miljø, natur, øko­no­mi, kli­mavi­den­ska­be­lig forsk­ning og ad­færds­forsk­ning. Den faglige bredde afspejles i Kli­ma­rå­dets sam­men­sætning, og rådet har i dets levetid udgivet vægtige bidrag til den fagøkonomiske og politiske debat om de samfundsøkonomiske prioriteringer i transitionen til klima-neutralitet.

Klimarådet har i deres rapporter behandlet den nødvendige omstilling af en række samfundsområder. Fokus har været på komplekse sammenhænge i eksisterende og mulige incitamenter og en økonomisk rationel argumentation for nødvendigheden af en omlægning af afgiftssystemet, herunder nødvendigheden af at benytte CO2-afgifter som et vigtigt adfærdsregulerende instrument. Klimarådets arbejde understøtter på et solidt fagøkonomisk grundlag valget af de mest optimale adfærdsregulerende instrumenter, herunder behovet for langsigtede løsninger, der skaber forudsigelighed for forbrugere, virksomheder og investorer.

Med prisen ønsker Finansforeningen og Dansif at fremme og honorere den ansvarlighed og ordentlighed, der er nødvendig for, at den finansielle sektor kan medvirke til et mere bæredygtigt samfund. Prisen gives for at anerkende en person, organisation eller virksomhed, der har skabt opmærksomhed, eller gjort fremskridt inden for ESG-overvejelser i investeringsprocessen, gjort innovative fremskridt inden for bæredygtige investeringsprodukter, analyse og lignende, eller fremmet samarbejdet/dialogen imellem forskellige interessenter.

Finansforeningen og Dansif ønsker Klimarådet tillykke med årets ESG-Pris.

Henvendelse vedr. denne meddelelse kan rettes til: Charlotte Mansson (charlotte.mansson@sustainalytics.com).