Finansforeningens ESG-pris, sponsoreret af Dansif

Finansforeningens ESG-pris blev uddelt for 6. gang ved Finansforeningens nytårsmiddag den 16. januar 2025. ESG-prisen er sponsoreret af Dansif og blev givet til

Stiig Markager, professor i havmiljø ved Aarhus Universitet.

Argumentationen lyder som følger:

Stiig Markager vinder ESG-Prisen for sit vedholdende bidrag til forskning i årsagerne til iltsvind i de danske fjorde og farvande. Markager har i mere end 20 år bidraget til at kvalificere den offentlige debat og politiske stillingtagen til effekten af udledning af kvælstof fra henholdsvis landbruget og byer. Det har ikke altid været vel modtaget af alle, men det har ikke afskrækket Markager. Til gavn for alle, der nyder godt af det danske havmiljø – og til gavn for finansielle markedsaktørers forståelse af årsager, virkninger, risici og muligheder af finansiel væsentlighed”.

Prisen var den sten-skulptur af Joseph Salamon og blev overrakt af Dansifs bestyrelsesleder, Eric Pedersen.

Nomineret til ESG-prisen var også:

Kirsten Halsnæs, Professor Danmarks Tekniske Universitet (Climate Economics and Risks) for sin forskning i investeringsbehovet forbundet med klimatilpasning – og risikoen ved ikke at investere nok i tide og hendes arbejde med at bidrage til at estimere de sandsynlige konsekvenser for mennesker – og afkast – hvis der ikke handles i tide.

Indstillet var også Biodiversitetsrådet for deres konkrete og konstruktive anbefalinger til, hvor og hvordan biodiversiteten kan højnes i Danmark ved f.eks. at skabe sammenhængende områder af vild natur.